Det er ingen let sag at finde det rette specialeemne, særligt hvis man er to, der skal blive enige. Alligevel kan det være en givende proces, især hvis man går i gang i god tid.
Specialeforberedelsen indvarsler sæsonstart på bloggen. Jeg har holdt pause herinde siden Linus blev født, men nu melder skrivelysten sig igen.
En tværfaglig omgang
I marts skriver jeg specialekontrakt sammen med min skrivepartner, den kære Stine Trolle. Det foregår stadig på kandidatuddannelsen Oplevelsesøkonomi på Nordisk Institut ved Aarhus Universitet. Lektor Per Blenker fra Institut for Økonomi skal være vores vejleder, og vi er i gang med at finde et godt specialekontor.
Der ER længe til marts, men vi har taget forskud på glæderne og hul på idéfasen. Vi søger efter inspiration i både teori og konkrete projektopslag. Det giver et godt afbræk i min barselsorlov, og det lover godt for grundigheden i vores emnevalg. Vi kommer fra to vidt forskellige baggrunde, så det kræver både tid og tålmodighed at samstemme emnet. Jeg kommer til at blogge her på siden om mine tanker i denne specialets første fase, og om nogle måneder opretter vi sandsynligvis en fælles dedikeret specialeblog.
Billedet ovenfor er udtryk for mine egne tanker om specialetemaer.

Jones, jeg forsøgte at studere billedet for at komme med noget relevant sparring til din proces mod at finde et emne – men uglerne distraherede mig for meget! De ér altså søde… :-)
Men jeg er nysgerrig på hvordan du vil koble Fukuyama med et OØ speciale…?
Posted by Maja Krowicki | 29. november 2010, 17:17Hej Maja
Ja, jeg kan også godt forstå, at det er svært at se Fukuyama-sammenhængen :) Forklaringen hænger sammen med, at Stine og jeg arbejder udfra ideen om, at “Oplevelsesøkonomien” i virkeligheden er udtryk for en ekstrem stor efterspørgsel på mening.
Koblingen til Fukuyama kom fra et interview på P1 om den slovenske filosof Slavoj Zizek, som jeg i den forbindelse synes er spændende.
Jeg er ikke hjemme i filosofien, så eventuelle læsere må meget gerne bidrage til udredningen af de her tanker. Men altså, jeg har indtil videre forstået det sådan her: Zizek beskæftiger sig med begrebet ideologi, som for ham betyder noget i retning af verdensforståelse. Ideologi vil (så vidt jeg har forstået) ifølge Zizek altid være til stede i et individ, og det er ideologien (dvs. de briller vi ser verden med), der gør, at verden giver mening for os.
Hvor ideologisk du så er, hænger sammen med hvor bevidst du er omkring din ideologi. Dvs. jo mindre bevidst du er omkring din verdensforståelse, jo mere ideologisk er du, idet du ikke kan har gennemskuet, at din verdensforståelse er blot een ud af mange mulige forståelser. Du opfatter på den måde din verden som selvfølgelig. Det er ikke sikkert, at Zizek overhovedet forholder sig normativt til sine begreber, men jeg forstår det sådan, at det er bevidstliggørelsen af ideologien, der er den virkelige styrke i alt det her.
Fukuyama bliver i interviewet gjort til talsmand for den opfattelse, at verden i dag er så lille/sammensmeltet, at der i virkeligheden kun er een ideologi tilbage – det liberale demokrati. Fukuyama er her meget grovkornet og til dels provokerende, og han er så vidt jeg ved også en temmeligt udskældt fyr. Men hans tanke er sådan set meget fed.
Jeg ved ikke, om det er muligt at samle de to fyre i specialet – det har vi nok hverken tid eller plads til, men det fungerer godt som inspiration for mig. Jeg tænker, at en mangel på ideologisk diversitet i vesten kan betyde, at vi ikke opfatter os selv som ideologiske mennesker, hvilket gør os i ringe stand til at navigere i vores daglidag, idet vi ikke er klare over, hvad vores udgangspunkt er, eller rettere, hvem vi er som mennesker. Det betyder, at vi skal have hjælp til at tolke vores eget forbrug, vores egne valg (vi skal have andre til at skabe mening for os).
Oplevelsesøkonomien er, for mig at se, delvist opstået som en følge af det moderne vestlige menneskes rådvildhed. Spørgsmålet er, om oplevelsesøkonomien kan bidrage til at gøre det moderne menneske bevidst om sit eget ståsted igen. Dét kunne være et fedt speciale, tænker jeg.
Men hør eventuelt radioprogrammet… Jeg regner med at skrive flere indlæg om de her tanker.
Posted by Jonas Sindal | 2. december 2010, 15:26Hej Jonas
Spændende idefase du har gang i.
Hvis jeg læser jeres proces korrekt, kan det give god mening at inddrage noget creative destruction (Schumpeter). Teorien vil kunne fungere fint som katalysering til de to paradigmer; det postmoderne og det entreprenante, og kunne bidrage til at etablere et mindset omkring foretagsomhed og lede over i noget fænomenologisk og eksistentielt, som I allerede har gang i mht. frihed og valg.
Anyho´…Det var bare lige en overspringshandling. Glæder mig til at følge processen.
Posted by Rune | 30. november 2010, 08:56Hej Rune
Tusind tak for indsparket – Det lyder meget relevant for vores proces. Jeg kender ikke metoden, men dejligt at få nye værktøjer på banen :) Vi prøver den af.
_Jonas
Posted by Jonas Sindal | 2. december 2010, 16:01Hej Jonas,..
jeg har først set dine indlæg nu og er nysgerrig efter at høre hvordan jeres speciale skrider frem. Jeg skal selv til at skrive mit MBA speciale og overvejer også at skive om oplevelsesøkonomien, da jeg finder emnet super interessant og relevant. Jeg har imidlertid svært ved at finde den rette vinkling på et eventuelt speciale ,… hvor har I/du hentet jeres inspiration til den egentlige problematik I ønsker at behandle?
vh/jacob
Posted by Jacob Schmidt | 24. februar 2011, 16:29Hej Jacob,
hvilken MBA tager du?
Mine indlæg og kommentarer her på bloggen har indtil videre handlet om de helt overordnede perspektiver på oplevelsesøkonomien. Men siden vi skriver et såkaldt produktspeciale, er vi blevet anbefalet af vores vejleder at arbejde mere case-nært i første omgang. Derfor kan jeg muligvis ikke uddybe alle de tanker jeg luftede i min tidligere kommentar her på siden. Produktspecialet er indrettet sådan, at vi skriver en rapport, der svarer til et halvt speciale, samtidig med at vi laver et “produkt” (kunne være en handleplan, en intervention, en lærebog… kort sagt, produkt er et vidt begreb). Det levner desværre ikke meget plads til de teoretiske diskussioner, som jeg havde lagt an til i første omgang.
Jeg håber dog stadig, at jeg kan få sat min teori i spil i vores case. Vi har valgt at arbejde med den identitetsmæssige transition fra arbejdsliv til pensions/efterløns-liv. Lige nu er vi derfor i fuld gang med at dykke ned i efterlønsdebat, i socialvidenskabelig gerontologi (studier af aldring), og i vores egne forældre+venners forestillinger om alderdommen. Hvor projektet bærer os hen, er der ingen der ved endnu. Vi er så småt ved at pejle os ind på, at det er ‘de nye ældres’ selvfølelse, der skal arbejdes med.
Vi tager indtil videre udgangspunkt i Albert Boswijk et al.s udlægning af oplevelsesøkonomien. (se bogen The experience economy – a new perspective) Jeg ved ikke, hvilke teorier du selv kender til, men som Joseph Pine, som er een af godfatherne til oplevelsesøkonomien, skriver i ovenstående link, så er Boswijk og co et væsentligt skridt foran, idet de arbejder med co-creation og dermed i virkeligheden befinder sig med ét ben i det, som Joe Pine selv betegner ‘transformationsøkonomien’. Jeg synes desværre ikke, at Boswijks bog tager skridtet fuldt ud, idet den benytter meget af Pine og Gilmores terminologi og stadig bruger begreber som ‘kunde’ og ‘vare’. Bogen er dog stadig super god i dens beskrivelser af co-creation, og så drager den en uhyre vigtig skelnen mellem experience (oplevelse) og experience (erfaring).
Stine og jeg oversætter derfor, noget klodset måske, experience economy til erfaringsøkonomi eller meningsøkonomi. Begge begreber åbner for en mere langsigtet og ansvarlig brug af vores faglighed, end vi føler “oplevelsesøkonomien” tillader. Det er mit indtryk, at den nuværende oplevelsesøkonomi har en tendens til at udbyde kortsigtet hverdagsflugt eller illusioner om selvudvikling, idet oplevelsesydelserne oftest er “smurt uden på” en anden primærydelse.
Jeg har lyst til at uddybe, men jeg vil egentlig hellere skrive et nyt indlæg på bloggen :) Jeg ved som sagt ikke, hvad det er for et speciale du skal i gang med, så det er lidt svært at vurdere hvilken information du har brug for. Skriv endelig igen.
Venligste hilsner
_Jonas
Posted by Jonas Sindal | 25. februar 2011, 16:41Hey Jo’
Er lige blevet total fan af din krealogi blog. Det er den perfekte overspringshandling at sidde og surfe rundt på din og Tors blogs.
Jeg kom lige i tanke om en bog jeg vil anbefale dig nu hvor jeg har læst lidt om jeres oversættelse og forståels af “Erfaringsøkonomi”.
Det er lidt i tråd med det vi talte om omkring anerkendelse, da du var her sidst. Men læs Patchen Markells Bound by Recognition, og forstå. Han mener netop at det centrale er erfaring og erkendelse ikke anerkendelse (hvilket han finder belæg for i de græske tragedier). Well den må vi tage en anden dag. Jeg har netop skrevet en synopsis omkring Markells teori (eller ikke-teori). Og så skal min bachelor afleveres på onsdag wiiiii!!
Jeg ville også høre dig hvor jeg kan læse mere om jeres speciale om seniorene? Min mor er blevet helt tosset med begrebet (måske efter hun selv er blevet 60) og jeg ville gerne give hende et link, hvor hun kan læse om jeres projekt. Findes det?
Hils de to dejlige Linus og Sidsel.
Salaam, Mette
Posted by Mette | 15. maj 2011, 16:27Hej Mette :)
Tusind tak for kommentaren! Og ja, jeg læste godt lidt af indledningen til Bound by Recognition, da vi sidst besøgte jer. Den ser superfed ud! Glæder mig til at høre mere om opgaven.
Jeg blogger lige nu om vores specialeprojekt på voksenvaerk.wordpress.com (eller bare voksenværk.dk). Vi har fået at vide, at bloggen ikke er særligt folkelig, men en smule svært tilgængelig. Bare så din mor er advaret :)
Nok overspring fra min side :) Glæder mig til at se jer igen!!
// Jonas
Posted by Jonas Sindal | 15. maj 2011, 20:05