Voksenværk med ‘n’ er blevet titlen på vores oplevelsesøkonomiske produktspeciale, som nu har taget Frankenstein-form og er ved at få liv udenfor papiret.
Efter tre måneders opstartsfase har vi nu endelig fået klækket det æg, som vi i kraft af vores research og indledende analyse har udruget. Der er kommet “produkt-” på vores “-speciale”. Vi er udformer i netop disse dage et Lynkursus i Virkelyst, som vi glæder os til at teste på otte friske forsøgspersoner den 9. juni på Aarhus Hovedbibliotek. Kursets målgruppe er alle de 50+ere, som i disse år begynder at tænke på tiden efter arbejdslivet.
Hvad er virkelyst?
Virkelyst er for os en hverdagslig allemands-udgave af den entrepreneurship, som vi gennem vores studie er uddannede til at bedrive. Entrepreneurship handler ellers normalt om dét at starte virksomhed, men indenfor denne videnskab er man begyndt at forske mere bredt i entreprenant adfærd (enterprising behaviour). Den brede forskning fokuserer på de almenmenneskelige egenskaber, som mennesker bruger, når de lykkes i at sætte nye initiativer i værk og dermed ændrer deres omverden.
Vi betragter virkelysten som en god “buffer” i overgangen mellem arbejdsliv og efter-arbejdsliv. En overgang som for mange opleves som utroligt brat. Den ene dag er du en del af et arbejdsfællesskab, du bidrager til en arbejdspulje, til et fælles projekt. Den næste dag er du på egen hånd, og dit virke begrænser sig ofte til din familie og din umiddelbare vennekreds. Men hvad skal man også gøre?
Hvad gør man af sin “tredje alder”?
Man læser aviser eller bøger, man passer sit barnebarn, eller man begynder at gå til yoga. Det er gode aktiviteter. Kloge mennesker skulle eftersigende heller aldrig kede sig. Men måske kender du alligevel til veluddannede folk, som lader til at kede sig ganske bravt, måske bor dit barnebarn i en anden by. Vores projekt tillader sig at omformulere til, at entreprenante mennesker aldrig keder sig. Du kommer ikke nødvendigvis i berøring med andre mennesker ved at læse avis, med mindre du overvejer, hvordan din avislæsning kan gavne andre. Du får ingen klap på skulderen af at færdiggøre en bog, med mindre du måske holder et foredrag om bogen på dit lokale bibliotek. Dine venner er dig ikke nødvendigvis taknemmelig for det yoga-kursus du tager hver tirsdag aften, med mindre du videreformidler den glæde det giver dig.
Vores specialeprojekt fremhæver kort sagt idéen i at stikke hovedet en tand længere frem.
Meningsfuld hverdag
Virkelyst er en oversættelse af centrale entrepreneurship-begreber og deres bagvedliggende mekanismer til brug udenfor det professionelle arbejdsliv. Det er vores tese, at en mild udgave af entreprenant adfærd kan give et godt udgangspunkt til en sammensat og virkelysten hverdag efter arbejdslivet. Vi arbejder derfor lige i dette øjeblik på at konkretisere og sætte endelig form på konceptet, så det kan få liv udenfor universitetets mure.
Læs mere om projektet og (snart) dets samarbejdspartnere på voksenværk.dk
Se seneste indlæg om netop Lynkursus i virkelyst.
Diskussion
Endnu ingen kommentarer.